For et par måneder siden stødte jeg – i en alder af 46 år- tilfældigt på fænomenet aphantasia. Det var som om tæppet fuldstændigt blev trukket væk under mig, da det gik op for mig, at jeg var en af åbenbart ganske få (ca. 1-3%) mennesker, der ikke er i stand til at fremkalde indre visuelle billeder i vågen tilstand.

Selvfølgelig har jeg altid vist, at jeg ikke i bogstavelig forstand SER noget, når jeg lukker øjnene og prøver at forestille mig en hvid sandstrand eller en af mine nærmestes ansigt. Det der er kommet fuldstændig bag på mig er, at de fleste andre mennesker rent faktisk er i stand til at fremkalde visuelle billeder alene ved tankens kraft. Det er altså ikke bare metaforisk, når de taler om, at ”se noget for sig”.

Når jeg har delt min nye viden med venner og familie, er det min erfaring, at fænomenet er lige så fascinerende for dem, som det er for mig. Det er der kommet nogle rigtig interessante samtaler ud af. Det er sværere, end man skulle tro, at finde ordene til at beskrive sit eget perspektiv og forsøge at begribe den andens. Det bliver klart, at vores måde at bruge sproget på er så gennemsyret af visuelle metaforer, at det kræver flere spejlinger og genspejlinger (endnu en metafor) at forstå, hvordan vores mentale processer helt konkret adskiller sig fra hinanden. Det typiske billede er dog også, at mennesker med aphantasia først i en sen alder (hvis nogensinde) bliver klar over, at deres hjerner fungerer anderledes end flertallets.

Udover at det kunne være fedt at have den ”superkraft”, er den manglende evne ikke noget, der som sådan begrænser mine muligheder i hverdagen. Her skal det nævnes, at jeg ikke er ramt af nogen af de ofte relaterede tilstande som SDAM og prosopagnosi. Hjernen formår på forunderlig vis at kompensere for den manglende evne og bruge alternative strategier.

Erkendelsen af aphantasia har fået mig til at se forskellige episoder og oplevelser, jeg har haft gennem livet, i et helt andet lys.