En rig indre verden uden billeder
De to feer hed begge Amaryllis og var usynlige for alle andre end min veninde Camilla og mig. Navnet havde vi tyvstjålet fra Otfried Preusslers bog ”Røveren Runkeldunk”, hvor en klokkefrø viste sig at være en forhekset fe, der hed Amaryllis. Camillas Amaryllis boede nærmest herskabeligt bag en stor væv i hendes enorme kælder, der var indrettet som legeplads. Min måtte tage til takke med langt mere beskedne boligforhold i et lille grønt el-kabelskab, der stod på fortovet foran mit barndomshjem. Jeg husker ikke, hvem af os, der fik ideen, men det var en leg, der fyldte meget for os begge i 8-9-års alderen; vi lavede ofte tegninger af vores feer og af superskurken Buh, som var et sort spøgelse.
Mit kendskab til aphantasia har fået mig til at tænke på, om legen måske var mere virkelig for Camilla, end den var for mig. Måske kunne hun virkelig se sin Amaryllis, hvor det for mig bare var noget vi lod som om. Legen betød dog rigtig meget for mig. Jeg kan huske, at jeg ønskede og næsten troede på, at Amaryllis virkelig fandtes. Jeg ”talte” med hende i tankerne (lydløst, da jeg heller ikke har en ”indre stemme”) og forestillede mig, at hvis jeg fulgte bestemte ritualer, ville jeg blive belønnet og få hende at se.
Aphantasia (på dansk også kaldet afantasi) er navnet på en permanent tilstand, hvor man ikke er i stand til at danne indre visuelle billeder. Ordet kommer oprindeligt af græsk og betyder ”uden fantasi”. Navnevalget sætter på den måde lighedstegn mellem (manglende) fantasi og (manglende) visuel forestillingsevne. Det kan jeg ikke undgå at blive provokeret af. Jeg har altid været af den overbevisning, at fantasi er andet og mere end blot visualisering, og har i den kontekst opfattet mig selv som et fantasifuldt menneske.
Jeg kan dog ikke udelukke, at jeg – uvidende om at visualisering var muligt for de fleste – kan have fejlfortolket betydningen af ordet fantasi; på samme måde som jeg har opfattet andre visuelle udtryk (f.eks. at se noget for sig) som metaforiske. Jeg har derfor set nærmere på ordets betydning.
Fantasi kommer af græsk phantasia, som betyder udseende, fremtoning, forestilling, indbildning. Det er relateret til ordet phantazein: at gøre synlig; oftest brugt i betydningen forestillingsevne eller tilsynekomst. I Den Danske Ordbog er fantasi defineret som en evne til at forestille sig noget ukendt, ikketilstedeværende eller ikkeeksisterende. Når jeg slår ”forestille sig” op i samme ordbog defineres det som ”at danne et mentalt billede af noget.” Således er vi tilbage ved en forståelse, der tager udgangspunkt i det visuelle. Dog finder jeg et enkelt halmstrå, som jeg kan gribe fat i. Som et synonym til at forestille sig nævnes at tænke sig. Den betydning ligger fint i tråd med min egen opfattelse af udtrykket. Ud fra den forståelse kan fantasi også betyde at tænke sig (til) noget ukendt, ikketilstedeværende eller ikke eksisterende.
Det er min erfaring, at det bestemt er muligt at have en rig indre verden uden at kunne forestille sig noget i visuel forstand eller gøre brug af andre ”indre sanser”. Jeg kan ikke se, høre, lugte, smage noget, der ikke er virkeligt (eller tilstede i nuet), men det betyder ikke, at jeg ikke kan tænke mig til det.
Min tænkning og kreativitet baserer sig på tidligere sanseoplevelser, der hentes i hukommelsen og sammensættes på nye måder. Jeg kan ikke genkalde mig sanseindtrykkene, som jeg oplevede dem; men jeg kan huske dem og genkalde mig de tanker og følelser, de var forbundet med.
Som jeg ser det er fantasi noget langt større end blot visuel forestillingsevne. Det er evnen til at tænke kreativt. Evnen til at tænkes sig til noget, der ikke er fysisk til stede i øjeblikket; eller måske slet ikke findes i den objektive virkelighed. Det er en evne til mentalt at gå ind i en verden, der ikke er virkelig. På den baggrund vil jeg hævde, at betegnelsen aphantasia (uden fantasi) giver et misvisende billede af, hvad tilstanden indebærer, og dermed giver omverdenen en forkert forståelse af, hvad det vil sige at have aphantasia.
