Blind nostalgi

Om nostalgi i et blindt sind

”Far, bliver det aldrig 1970’erne igen?”

Det spørgsmål stillede jeg min far kort før årsskiftet til 1980. Jeg var 4 år!

Når jeg tænker på episoden, kan jeg stadig genkalde mig det lille stik af sorg, jeg følte, da jeg hørte svaret. Måske var det i det øjeblik, jeg blev bevidst om, at ethvert forpasset øjeblik ville være tabt for evigt.

Episoden rummer essensen af, hvad jeg forstår ved nostalgi. Det er en ambivalent tilstand, der på den ene side rummer glæden ved i tankerne at kunne genbesøge en tidligere oplevelse og på den anden side sorgen over ikke at kunne genopleve den med samme intensitet af følelser og sanseindtryk.

Nostalgien har været en del af mig, så længe jeg kan huske. For nogle mennesker har nostalgi en lidt negativ klang. En utilfredshed med tingenes tilstand og en oplevelse af, at alt var bedre i gamle dage. Det er dog ikke sådan, jeg selv forstår ordet, og ikke sådan jeg oplever nostalgien i mit eget liv. Jeg er rigtig glad for mit liv, som det har udviklet sig, og har ikke noget ønske om at vende tilbage til fortiden. Alligevel kan jeg føle en længsel efter kortvarigt at kunne genopleve en tid eller en begivenhed. 

Det spørgsmål, jeg kan stille mig selv, er, om mit forhold til nostalgi er påvirket af min manglende evne til at visualisere og benytte mig af ”indre” sanser. Min hang til nostalgi er så dybt forankret i min personlighed, at den nok næppe kan tilskrives aphantasia. Aphantasia kan dog muligvis have en indflydelse på den måde jeg oplever og udlever nostalgien. Måske har det givet mig et større behov for at fastholde eller genkalde mig de eksterne sanseindtryk ved brug af ”hjælpemidler” som fotografier, film eller musik. Måske er det sværere for mig at give slip i erkendelsen af, at jeg ikke bare kan ”vende tilbage”. Her er det dog vigtigt at nævne, at evnen til visualisering er bredspektret, og at det langt fra er alle visualiserende mennesker, der vil kunne genkalde sig sanseindtryk med en intensitet, der nærmer sig virkeligheden.

I mit tidligere blogindlæg ”Usynlige minder” deler jeg mine forestillinger om, hvordan aphantasia påvirker min tænkning og min selvbiografiske hukommelse: Oplevelser og sanseindtryk konverteres til ord og tanker, der lagres i hukommelsen. Det enkelte minde styrkes og stabiliseres jo flere gange det bliver genbesøgt i tankerne.

Selvbiografisk hukommelse rummer noget større end blot at kunne huske facts (eller genopleve sanseindtryk) fra hændelser i fortiden. Det handler også om at kunne relatere sig følelsesmæssigt til det man husker. Det er her nostalgien kommer ind i billedet som bibringer af det følelsesmæssige aspekt. Nostalgien er på den måde med til at understøtte den selvbiografiske hukommelse. Omvendt er det svært at forestille sig, at nostalgi kan eksistere uden hukommelse.

Nostalgi er som et tveægget sværd, der på den ene side giver os tryghed og genkendelighed og styrker følelsen af tilknytning til vores fortid. På den anden side indeholder det melankolien og afmagten over for tiden, der forsvinder. Vi bliver ramt på et eksistentielt plan, da den tid der forsvinder uundgåeligt bringer os tættere på vores egen udløbsdato. På den måde bliver bevidstheden om det uigenkaldelige en påmindelse om vores egen forgængelighed.