Om aphantasia og selvbiografisk hukommelse
“Duften af te og jordbærmarmelade fylder det lille køkken. Jeg sidder sammen med mine forældre. Min far er lige kommet fra arbejde, og den brune tepotte står og damper på bordet. Stemningen er behagelig og afslappet. Jeg føler mig tryg.”
En velkendt hverdagssituation fra mine første leveår. Jeg husker den tydeligt, men kan ikke se den for mig som et indre billede eller genkalde mig duften af te og jordbærmarmelade.
Køkkenets indretning husker jeg i grove træk. Møblernes placering og de dominerende brune og orange farver, der var moderne i 1970’erne. Detaljerne er udviskede og jeg husker ikke de enkelte genstande og deres placering, bortset fra dem, jeg lagde særligt mærke til i situationen. Jeg kan ikke genskabe duften for mit indre; men hvis jeg møder den i en anden sammenhæng, genkender jeg den; og mindet og de tilknyttede følelser vækkes til live. Jeg kan beskrive sanseindtrykkene med ord, men jeg genoplever dem ikke. Derimod kan jeg tydeligt genkalde mig den afslappede stemning og følelsen af tryghed.
På trods af min manglende evne til at visualisere har jeg altid haft en god selvbiografisk hukommelse. Jeg husker episoder helt fra min tidlige barndom (2-3-års alderen). Jeg ser i sagens natur ingen indre billeder og genoplever ikke sanseindtrykkene i fysisk forstand. Jeg kan ikke se, høre, lugte eller smage noget, når jeg tænker på et minde.
Men hvilke strategier bruger jeg så for at fastholde minderne?
Det spørgsmål har jeg tænkt meget over, siden jeg første gang stødte på begrebet aphantasia. Det er ikke så ligetil at besvare, da det meste sker gennem ubevidste processer i hjernen. Disse processer er individuelle, så spørgsmålet kan ikke besvares på et generelt niveau. Lidt forenklet kan man vel sige, at den enkelte hjerne vælger den strategi, der er lettest for den at tilgå.
Det svar jeg er nået frem til er, at jeg ”gentænker” episoderne flere gange og genkalder mig de stemninger og følelser jeg oplevede i situationen. Min tankevirksomhed er ikke koblet op på indre billeder, men er båret af sproget; jeg tænker i ord og sætninger. Jeg tilskriver derfor min tidlige sprogudvikling en stor del af æren for, at jeg husker så meget fra min tidlige barndom. Det, at jeg har haft et sprog og et ordforråd at koble begivenhederne op på, har gjort, at jeg har kunnet omsætte dem til ord og tanker, som jeg har kunnet vende tilbage til og på den måde ”genleve” episoderne og de følelser, de er forbundet med.
Jeg har altid haft et stort behov for at systematisere mine oplevelser og lagre dem i et slags “mentalt arkiv”. Tænke dem igennem igen og igen og forbinde dem med tidligere opsamlede erfaringer. For hver gang jeg i tanke eller tale har sat ord på et minde og koblet det til tidligere erfaringer, fremstår det stærkere og mere robust.
Test