Om aphantasia, hukommelsesteknikker og troen på succes
”Luk øjnene og forestil jer et billede af en stendysse … ” Klassen havde besøg af en konsulent, der skulle lære os at huske tyve ting i nummereret rækkefølge. Tallene fra et til tyve var hver især repræsenteret ved et symbol, der var let at huske: En – sten, To – ko … Efterfølgende blev de tyve ting, vi skulle huske, læst op i langsomt tempo, så vi kunne nå at ”danne os et billede” og kombinere det med det symbol, der repræsenterede tallet. Det kunne være konkrete ting eller begreber; kendte eller ukendte for os. Når alle tyve ord var ”lagret”, ville man være i stand til at huske dem, og hvilket nummer de hver især var koblet til. Også når man dagen efter eller ugen efter blev spurgt, hvad f.eks. nummer syv, ti eller femten var.
I dag forstår jeg, at det er en teknik, der i høj grad bygger på visualisering; og set i lyset af at jeg aldrig har kunnet danne indre visuelle billeder, var det dømt til at mislykkes – Det gjorde det bare ikke!
Det lykkedes mig forholdsvis let at lære teknikken, og selvom det er mere end 30 år siden sidder den stadig på rygraden. Jeg må dog indrømme, at jeg aldrig har formået at bruge den til noget konstruktivt – udover at prale af mine skills i sociale sammenhænge. Jeg husker symbolerne for de tyve tal og kan sætte et nyt element ind i den kontekst. Jeg ser det ikke som et billede, men husker hvad der skulle være på ”billedet”. Som beskrevet i mit første indlæg her på siden “Usynlige minder“, baserer min tænkning og hukommelse sig i højere grad på ord og sætninger end på billeder.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være gået, hvis jeg havde vist, at de fleste af mine klassekammerater virkelig kunne se billederne for sig. Hvis jeg allerede dengang havde vist, at min hjerne fungerede anderledes, og at jeg slet ikke burde kunne gøre brug af en teknik, der i udgangspunktet er visuel. Mine forventninger, til at det skulle lykkes, ville nok have været minimale; og jeg ville med stor sandsynlighed have opgivet på forhånd. I stedet kastede jeg mig – intetanende om mine begrænsninger- ud i opgaven, og min hjerne fandt sin egen måde at løse den på.
Min pointe med historien er, at det er vigtigt ikke at sætte begrænsninger for sig selv. Der er mange veje til målet, og hjernen formår på forunderlig vis at kompensere for dens egne mangler. Den kan løse de samme udfordringer, men må sommetider vælge en anden strategi. Troen på succes er den halve vej til målet; og aphantasia er på ingen måde noget, der begrænser mig, eller forhindrer mig i at opnå det jeg gerne vil.
